Lad os fejre EU på søndag – åbent brev til Pia Kjærsgaard

Kære Folketingets formand, MF Pia Kjærsgaard

På søndag den 26. maj er der valg til Europa-Parlamentet. Det er et vigtigt valg, både for danskerne og for borgerne i EU. Selvom jeg er folketingskandidat, så har jeg engageret mig i EP-valget. Jeg støtter den konservative EP-kandidat Charlotte Libach og glæder mig til valgaften på Christiansborg.

Når vi fejrer store begivenheder i Danmark, så flager vi. På søndag fejrer vi en stor begivenhed i Europa. Hvad er mere naturligt og festligt end at flage med både Danmarks og EU’s flag på Christiansborg? Jeg kender din holdning – du vil ikke – du siger nej. Men jeg spørger alligevel. Fordi det er dig der bestemmer. Men også fordi jeg mener, at du tager fejl!

Du er valgt som formand for Folketinget af det borgerlige Danmark. Jeg mener, at når du vælger ikke at flage med EU-flaget, så er det et symbol på, hvorfor det borgerlige Danmark er gået tilbage. For borgerligheden er de sidste 4 år blevet smålig og kynisk. Den er blevet optaget af nationalisme og af at splitte borgerne i Danmark fra hinanden i stedet for at samle dem.

Vi kan som borgerlige vælge at bakke op om de institutioner, der vil samle Danmark og Europa. Institutioner, som er grundlaget for fred og frihed i Europa. Vi kan vælge at fejre demokratiet og de kommende parlamentarikere fra alle partier, som vil skabe nye politiske rammer for de store udfordringer i EU indenfor klima, sundhed, migration og digitalisering. Vi kan vise, at Folketinget går foran ved at signalere til danskerne, at deres stemme betyder noget i Europa, og at Europa-Parlamentsvalget er vigtigt for den danske lovgivning.

Jeg vil gerne hejse flaget sammen med dig, som et fantastisk symbol på et samlet og fredeligt EU og de helt særlige borgerlige frihedsrettigheder, som definerer Europa, både historisk og kulturelt. Kære Pia Kjærsgaard, lad os på søndag den 26. maj 2019 hejse EU-flaget – side om side med Dannebrog. For dig og for Danmark og for EU – og for borgerligheden.

Med ønske om et godt EP-valg

Lars Arne Christensen

Folketingskandidat (C)

Nordsjælland